Fra budgetleverandør til sparringspartner

At bygge i kontekst kræver nyt tanker og nye materialer. Jesper Stig Hedekær og Allan Juhl Carlsen fra AG Gruppens indkøbsafdeling fortæller her om den nye tankegang og jagten på de nye materialer.

I takt med vores øgede fokus på, at boliger skal passe ind i en større kontekst, har indkøbsafdelingen i AG Gruppen også fået en ny rolle. For når område, by, borgere og bæredygtighed skal spille sammen, skal vi tænke langsigtet, bæredygtigt og nyt. Men vi skal gøre det med respekt for den eksisterende byggetradition. Det kræver, at man som indkøber tænker fremad uden at gå på kompromis med kvalitet, sikkerhed og budget. Og det gælder hele vejen gennem udviklings- og byggeprocessen. Alt skal overvejes og tages med ind i beregningerne: Fra nedrivning, genbrug og bortskaffelse af affald, over materialevalg til drift- og vedligehold, når byggeriet officielt står færdigt. Jesper Stig Hedekær og Allan Juhl Carlsen fra AG Gruppens indkøbsafdeling fortæller her om den nye tankegang og jagten på de nye materialer.

”Generelt er vores branche meget konservativ. Vi kan bruge de løsninger, vi kender. Fordi vi ved, at de holder, men også fordi det er nemt. Derfor kan jeg godt lide, når vi bliver tvunget til at tænke i nye og mere kreative løsninger. At mindske CO2 er en spændende udfordring, når man arbejder i AG Gruppen. Bæredygtighed har nemlig allerede været på vores agenda i knap 10 år, så de regler der kommer nu, overholder vi faktisk allerede” fortæller Jesper om branchens udfordringer.

”De nationale og internationale krav, der kommer fra alle sider, skubber virkelig til alle dele i branchen. Før kiggede man kun på pris. Men nu er CO2 en lige så vigtig faktor, og det presser vores leverandører. Men det er vores ansvar som udviklere at overholde de regler, der bliver udstukket. Så derfor er vi nødt til at stille krav til vores leverandører om også at omstille sig til den bæredygtige udvikling. Men det er ikke helt problemløst. Udfordringen ved de nye, bæredygtige materialer er blandt andet, at de ikke er afprøvede og testede endnu. Derfor vælger vi med omhu og en vis portion forsigtighed. Og den øvelse er vi i fuld gang med. Faktisk tør jeg godt sige, at vi tilhører den bedste fjerdedel af branchen på det punkt” forklarer Allan.

”Vi vil helst samarbejde med de leverandører, vi kender godt, har tillid til og har haft en lang relation til. Hvor der altid bliver leveret til tiden og givet rådgivning, vi kan stole på. Derfor strækker vi os langt for at beholde de gode samarbejder og udvikle os sammen. Lige nu skal både branchen og leverandører gøre sig mere umage – og det kan jeg lide! Fordi det skubber til udviklingen af bæredygtige løsninger, men det giver også mere værdi for beboere, investorer og for vores fælles fremtid” uddyber Jesper.

”Alt det her er jo et opgør med det, vi altid har gjort. Men vi betræder nyt og uprøvet land og opfinder nye processer, hvor vi løbende må drage fælles erfaringer og samtidig sikre kvaliteten. Men selvom vi er i en transformationstid og gerne vil bygge så bæredygtigt som muligt, så kan vi ikke afskaffe brugen af f.eks. beton eller stål med det samme. Men vi kan gradvist afprøve nye spændende materialer og principper. Skal det lykkes, så må vi alle tage del i forandringen. Og det koster. Både i investeringer men også i form af at give afkald på komfort. Sammen har vi et kæmpe ansvar for, at den bæredygtige omstilling lykkes” afslutter Jesper.

Bambus – det smarte alternativ
Bambus er et interessant materiale, hvor man virkelig er nået langt med udvikling og kvalitet, fremstillet af sammenpressede bambusfibre, der høstes løbende uden at skade planten – som jo vokser ekstremt hurtigt. Fordelen er, at materialet kan modstå brand og derfor ikke skal imprægneres med giftige lag. Desuden kræver det ingen løbende vedligeholdelse. Vi bruger det som et alternativ til en stålbeklædning af et p-hus i vores byggeri på Smedeland. Det giver et bedre produkt til bygherren, et bedre CO2-regnskab og tilmed en glad arkitekt.

Mursten med mindre CO2
Der er også kommet en fokus på mursten, som en af de store CO2-syndere. Her er vi nu begyndt at inkludere en alternativ stentype, som er lavere end traditionelle mursten. Det gør, at man bruger mindre materiale i produktionen, og at stenen skal brændes i kortere tid. Ulempen er så, at den mindre sten ikke kan klare helt det samme tryk. Men den er fantastisk at bygge med i vores øverste etager, hvor trykket er mindre.

Badekabiner der genanvender vandet
Vores badekabiner hentede vi tidligere kun i Polen, men nu har vi også en leverandør i Jylland. Green Box har fundet en kombination af lettere materialer, der giver vores byggeri et lavere CO2-aftryk og muligheden for en installation, der renser badevandet for bakterier og sæbe. Herefter genanvendes det i et toiletskyl, så man reducerer det samlede vandforbrug op mod 27%.

Selvrensende fliser
Vi har et spændende samarbejde med to flisefabrikker i Italien. De producerer bl.a. selvrensende badeværelsesfliser. Disse kræver markant mindre rengøring og mindre brug af skrappe rengøringsmidler.

Fabrikken producerer også facadefliser, der kan rense sig selv for alger, som jo er et generelt problem i Norden. Samtidig er fliserne tyndere end førhen. Derfor skal de brændes kortere tid i ovnen, hvilket igen bringer det samlede CO2-forbrug ned.

Læs mere

Websitet anvender cookies – Vi anvender cookies for at sikre dig at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det. Læs mere