Samspil skaber stærkt byggeri

I AG Gruppen er der ikke langt fra tale til handling. Hvis det giver mening at gøre noget, så gør vi det, og hvis det ikke giver mening, så lader vi være. Samtidig gør det hverdagen nemmere, at vi arbejder i hele processer, og at vi ikke har processer bare for processernes skyld.

Når Københavns Metro om nogle få år sender sin sydlige afstikker ud omkring Sluseholmen og Mozarts Plads i Sydhavnen, står der allerede et helt nyt boligbyggeri klar, bygget af NREP og AG Gruppen. Her bringer vi nyt liv til området med knap 400 nye boliger, erhvervslokaler, en børnehave og et plejecenter, som står færdigt i 2023.

Området omkring Københavns Sydhavn har på grund af netop adgangen til havet historisk set været præget af de mange havnearbejdere, som boede i tæt tilknytning til havnens virksomheder. I dag er havnens industri for længst blevet afløst af moderne boliger og hovedkvarterer, og på den grund, hvor Frederiksholm Teglværk lå, vokser et nyt boligbyggeri nu frem, Køhlers Have, som er opkaldt efter teglværkets stifter, Vilhelm Køhler.

Projektet er udviklet af AG Gruppen og NREP, og parterne har hentet inspiration fra den arkitektoniske stil, der i forvejen kendetegner området. En vigtig del af projektets DNA er, at vi gerne vil give noget tilbage til det område, som vi bygger i.

”Vores projekt i Sydhavnen er afgjort et af de projekter, jeg har været mest stolt af at være involveret i”, fortæller Jørgen Jensen, som er udvikler af projektet og arbejder som projektudviklingschef i AG Gruppen. ”Det er både et af de største samlede projekter, vi har haft, og samtidig er det et projekt, hvor vi virkelig gør noget ekstra ud af både indretning og materialevalg, og derfor kommer vi også til at løfte barren for den her type af udlejningsbyggeri”, siger han.

Et af de særlige kendetegn ved byggeriet er, at vi har lagt stor vægt på valget af de teglsten, der indgår i projektet. På den måde hylder vi områdets historie, hvor teglværket i mange årtier spillede en central rolle. Samtidig er byggeriet et godt eksempel på, hvordan vores forskellige kompetencer kommer i spil på tværs af det samlede projekt.

Når vi udvikler nye projekter, er vi selv ansvarlige for hele processen. Det stærke samarbejde på tværs af vores organisation og kombinationen af vores medarbejderes vidt forskellige kompetencer gør os i stand til at styre sikkert igennem alle faser. Lige fra udvikling til projektering, indkøb, byggeri, ledelse, markedsføring og salg.

”Vores arbejde kræver ikke bare, at vi kan holde styr på alle elementerne i en kompliceret byggeproces, men også, at vi kan binde projektet sammen på tværs af blandt andet investorer, myndigheder, arkitekter, entreprenører og helt frem til de mennesker, der skal bo i og bruge bygningerne. Det kræver både overblik og gode menneskekundskaber. Og så gør det jo heller ikke noget, at vi har det sjovt undervejs”, siger Per Skovbæk Mortensen, projektchef i AG Gruppen.

Stærke partnerskaber og god virksomhedskultur
På projekter som Køhlers Have drager vi fordel af at have omfattende erfaring i at udvikle sammen med bl.a. NREP, og bred erfaring på tværs af byggeriets faser og elementer. Alle ved, hvilken rolle de spiller, og hvordan de spiller sammen med de andre kolleger på projektet.

”I AG Gruppen er der ikke langt fra tale til handling, og hvis det giver mening at gøre noget, så gør vi det, og hvis det ikke giver mening, så lader vi være. Samtidig gør det hverdagen nemmere, at vi arbejder i hele processer, og at vi ikke har processer bare for processernes skyld. Vores projektteams rækker på tværs af organisationen, hvor alle sidder med hver sit ansvarsområde, og alle spiller sammen for at kunne skabe det færdige byggeri”, siger Julian Pilely Legind Rasmussen, der er indkøber på projektet, og han får støtte af Jonas Kirkeby Nielsen, der er projekteringsleder:

”Vi er en virksomhed med højt til loftet og plads til den enkelte. Der er rigtig gode muligheder for at påvirke beslutningsprocesserne og føle, at alles arbejde gør en forskel. Vi har en flad ledelsesstruktur med frihed under ansvar, og det betyder også ofte, at vi løser opgaver med færre ressourcer. Samtidig bygger vi primært vores egne udviklingsprojekter, hvilket adskiller AG Gruppen fra mange andre virksomheder.”

Egen byggeledelse og fokus på kvalitet
På vores boligprojekt i Sydhavnen er det Årstiderne Arkitekter, der står for arkitekturen på boligerne, og de har hentet inspiration fra områdets traditionelle murstensbyggerier. Men byggeriet byder også på en række nye detaljer, for eksempel en grøn altangang tegnet af Vandkunsten, som skal udgøre en del af facaden på plejecentret. Det betyder også, at der er mange bolde i luften i forhold til den daglige styring af byggeriet. Derfor prioriterer AG Gruppen også i modsætning til mange andre at have sin egen byggeledelse på byggepladsen.

”I AG Gruppen er det vigtigt, at kvaliteten altid er i top, og det sikrer vi bedst ved at have egen byggeledelse på alle vores byggepladser. Her har jeg og den øvrige byggeledelse blandt andet ansvaret for den daglige byggestyring, koordinering af entrepriser, kvalitetskontrol og sikkerhed på pladsen. Det er i høj grad den daglige tilstedeværelse og gode dialog med håndværkerne på pladsen, som gør os i stand til at levere et færdigt byggeri i den kvalitet, som vi har lovet vores kunder i projektmaterialet”, fortæller Mona Hansen, som er byggeleder i AG Gruppen.

Netop vores høje kvalitetskontrol og vores gode forståelse for de mennesker, der skal bo i vores byggerier, er toneangivende for vores måde at arbejde på. Det betyder, at vores kunder kan være sikre på, at projekterne bliver færdige til tiden, til den aftalte pris og i en kvalitet, som gør, at de kommende beboere bliver glade for at bo der. Det fortæller Trine Haulund, der er kommunikations- og markedsføringsansvarlig i AG Gruppen.

”Hos os er kvalitet og omtanke nøgleord i alt, hvad vi laver. Samtidig er vi til at stole på, og vi behandler alle ordentligt. Så hvad enten det gælder store investorer eller private boligkøbere, sætter vi en stor ære i at holde, hvad vi lover og levere et produkt, som vi kan være stolte af. Vores fynske rødder fornægter sig ikke, og ordentlighed, tillid og troværdighed er vigtige værdier i vores arbejde. Det betyder også, at vi er en virksomhed, man kan være stolt af at arbejde i, fordi vi medarbejdere kan stå inde for det, vi laver”, siger Trine Haulund.

Vores projekt i Sydhavnen er planlagt til at være klar til nye beboere, børn og ældre i 2023.

Læs mere

Websitet anvender cookies – Vi anvender cookies for at sikre dig at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det. Læs mere