Jeg skal kunne se mig selv bo her

Jeg skal kunne se mig selv bo her. Og beboeren skal føle sig hjemme med det samme. Jeg hørte på et tidspunkt nogen sige, at jeg burde være i hver lejlighed fem-syv gange. Men jeg er i hver lejlighed 15-20 gange. Først når jeg har sikret mig, at der ikke er spor fra vanddråber efter slutrengøringen, låser jeg døren.

Som byggeleder sætter Mona E. Hansen en ære i at aflevere byggerier, hvor beboeren straks føler sig hjemme. Så hun drager omsorg for byggeriet, går grundigt alle lejligheder igennem og noterer hver eneste mangel. Begejstringen gennemsyrer hendes tilgang til det arbejde, hun blev tiltrukket af tilbage i 2002. Dengang købte hun et håndværkertilbud ved Utterslev Mose med ambition om at skabe et hjem til sin familie. Efterhånden som det faldefærdige bindingsværkshus blev renoveret, lærte Mona mere og mere om at koordinere et byggeri. Om tidsplaner, om materialer og ikke mindst om at føre en god dialog med håndværkerne.

”Dér blev min nysgerrighed grundlagt. Og da det var færdigt, var jeg stolt over at have skabt noget fra bunden. Det gav et boost at tænke på, at den værdi, jeg havde bibragt min familie, kunne jeg hjælpe med at bibringe andre,” fortæller hun.

Finder fejlene
Mona E. Hansen uddannede sig til byggetekniker og blev i 2016 ansat i AG Gruppen. Her fører hun som byggeleder tilsyn med projekterne, sådan at de involverede håndværkere – tømrere, murere, elektrikere osv. – både holder tidsplanen og kvaliteten. Hvis en facade ikke er klar til at få monteret altaner den uge, kranen er lejet ind, finder Mona en løsning med parterne, så arbejdet glider videre.

”Tidsplanen bliver altid holdt. Uden undtagelse!”, fastslår hun.

Og hendes faste greb om tidsplanen skyldes, at hendes spidskompetence ligger i byggeriets sidste fase. For der skal være tid til at udbedre fejl og mangler, og dem finder Mona ved utallige ture ind og ud af lejlighederne – med de ansvarlige håndværkere i hånden.

”Jeg skal kunne se mig selv bo her. Og beboeren skal føle sig hjemme med det samme. Jeg hørte på et tidspunkt nogen sige, at jeg burde være i hver lejlighed fem-syv gange. Men jeg er i hver lejlighed 15-20 gange. Først når jeg har sikret mig, at der ikke er spor fra vanddråber efter slutrengøringen, låser jeg døren. Og så kommer ingen derind før beboeren,” fortæller Mona E. Hansen.

Sund fornuft
I samme åndedrag understreger hun, at det ikke skal lyde, som om hun ikke stoler på håndværkerne. Tværtimod.

”Det handler om, at jeg ser tingene anderledes. Og det taler vi om og får afklaret. Jeg får intet ud af at spænde ben. For mig er ordentlighed og sund fornuft vigtigt for byggeriet.”

I det daglige sidder hun på kontor med projektlederen og to andre byggeledere på projektet. De drøfter løbende problemstillinger og fører dialog med entreprenørerne i en konstant balance mellem det lange, planlagte stræk og de pludselige udfordringer, der altid opstår.  

”Der sker – uden undtagelse – noget uforudset hver dag. En pumpe går i stykker. Der er noget plastik, som er faldet af. En rørføring er kommet for tæt på et hjørne. Så går vi ud og kigger på det og planlægger os til en løsning,” siger hun og pointerer, at hun vægter en god tone og konstant vidensdeling i skuret på pladsen.

Læs mere

Websitet anvender cookies – Vi anvender cookies for at sikre dig at vi giver dig den bedst mulige oplevelse af vores website. Hvis du fortsætter med at bruge dette site vil vi antage at du er indforstået med det. Læs mere